RGK Nyheder
test

DM for hold afviklet i Rungsted

Lørdag stod det ret hurtigt klart, at de fire sjællandske hold skulle kæmpe om DM-guldet for begge køn. Herrernes finale stod mellem Søllerød og Kokkedal, mens kvinderne fra henholdsvis Smørum og Hillerød kæmpede om guldet. Hos herrerne førte Kokkedal længe, men på bag-ni kom Søllerød stærkt igen og vandt til sidst en tæt og spændende finale. Tidligere aktiv i RGK Frederik Hammer (nu Søllerød) sluttede af med birdies på 15.,16.,17. og 18.  – og vandt sin match 2/0.
Tredjepladsen og bronzemedaljerne gik til holdet fra Aalborg, som vandt over Gyttegård.
 
Damernes finale blev endnu tættere og afgjort via omspil på 1., som blev delt i par og dernæst 18., hvor Nanna Koerstz Madsen fra Smørum vandt med birdie over Nicole Broch Larsen fra Hillerød. Begge kvinder var i øvrigt OL-debutanter i Rio, da golf vendte tilbage som olympisk disciplin under legenes nylige afvikling i Rio de Janeiro i Brasilien i august måned.
Også hos kvinderne hentede holdet fra Aalborg bronze, da de vandt over Sønderjylland.
 
Formand for eliteudvalget i Rungsted Golf Klub, Hans Christian Colov, glædede sig søndag over spændingen i turneringen og det flotte spil på banen.
”Jeg undrer mig bare over, at det ikke kan trække flere RGK medlemmer op af lænestolen, når vi har så dygtige spillere på banen sådan en weekend,” sagde Hans Christian Colov og fortsatte,
”Det er ærgerligt, for man går virkelig glip af en fantastisk oplevelse – uanset vejrlig.”
Han søgte læ – ligesom mange andre tilskuere – under en golfparaply, da det op af søndagen regnede mere eller mindre uafbrudt.
”Det er anden gang inden for fem år, at Dansk Golf Union henlægger en stor turnering til Rungsted; det synes jeg, at vi skal være stolte af som golfklub,” sluttede Hans Christian Colov.

ChS

Søllerød                                                       Smørum                                            Søllerød

   

Nicole Broch Larsen                                           Afgørelsen med de mange tilskuere