Rungsted Ugen 2026 – en uge med golf, fællesskab og fantastisk stemning
Sikke en uge! Rungsted Ugen 2026 blev præcis den festlige golfuge, vi havde håbet på – med masser af god golf, tætte afgørelser, hyggelige timer på banen og ikke mindst en fantastisk stemning blandt medlemmer og gæster.
Fra søndagens RGK Open til fredagens afsluttende 6-mands scramble var der fuldt program – og heldigvis også masser af dansk sommervejr til at sætte den helt rigtige ramme.
Søndag – flot åbning med RGK Open
Ugen blev skudt godt i gang med RGK Open, hvor 78 spillere stillede til start fordelt på tre rækker. Der blev leveret flotte scores hele vejen rundt, og dagens tre vindere kunne gå hjem med ekstra flotte præmier fra Morsø – en lækker grill til hver.
C-rækken blev vundet af Line Malling med 40 point, B-rækken af Jesper Norgart med 41 point, mens A-rækken blev vundet af Peter Lottrup med en flot nettoscore på 69 slag (vandt også bruttorækken med 73 slag).
En rigtig god begyndelse på Rungsted Ugen.
Mandag – udsolgt Greensome og grillmiddag
Mandag eftermiddag stod den på Greensome – og her var der helt udsolgt. Med gunstart kl. 14.00 blev banen fyldt med golfspillere i det skønne sommervejr.
Efter runden ventede grillmiddag og præmieoverrækkelse, hvor der var flotte præmier fra Otto Suenson Vin.
Dagens vindere blev Christoffer og Nanna Leschly, som leverede imponerende 44 point.
Tirsdag – gæster, godt vejr og Eagle Club Invitational
Tirsdagens Eagle Club Invitational blev rekordhurtigt udsolgt - kun 19 minutter efter tilmeldingen åbnede, var der udsolgt. 56 RGK-medlemmer havde hver inviteret en gæst med, så i alt 112 spillere fik mulighed for at opleve Rungsted fra sin allerbedste side.
Efter morgenkaffe foran klubhuset gik starten kl. 09.30 i dagens fourball best-ball.
Undervejs sørgede Lars Svensson i cafébuggyen for hyggelig servering på banen, og med vejret på spillernes side var rammerne svære at ønske sig bedre.
Vindere blev Lea Høst og hendes gæst Tofa Nadelmann med imponerende 50 point. Med hjem fik de både bolde og gavekort fra Eagle Club – så der er gode muligheder for at holde golfspillet ved lige hen over vinteren.
Onsdag og torsdag – 36 hullers ægteskabelig styrkeprøve
Den traditionsrige Ægteskabsturnering er noget helt særligt. Det er Rungsted Ugens eneste turnering over 36 huller – onsdag med Greensome og torsdag med Foursome, begge som slagspil med handicap.
Allerede efter onsdagens Greensome havde flere hold spillet sig under par, og der var lagt op til en spændende afgørelse torsdag.
Bolette Balling og Henrik Asbjørn holdt flot sammen på deres Foursome og kunne efter runder i netto 68 og 69 lade sig kåre som vindere i samlet -7.
Det blev dog med mindst mulig margin. Charlotte og Anders Lassen, der førte efter Greensome, sluttede stærkt med birdies på både hul 35 og 36 og endte blot ét slag efter vinderne.
Også her var der flotte præmier fra Otto Suenson Vin.
Torsdag – hvem er Rungsteds bedste putter?
Torsdag eftermiddag rykkede konkurrencen over på puttinggreenen til RGK Putting Championship.
51 spillere kastede sig ud i kvalifikationen på den lynhurtige puttinggreen. 37 slag på de 18 huller blev cuttet, og de 16 bedste gik videre til eftermiddagens ”vind eller forsvind”-matcher.
Efter en række tætte opgør stod kvalifikationens nummer 1, Peter Vejgaard, og nummer 15, Alexander Hauervig, tilbage i finalen.
Her levede Peter Vejgaard op til favoritværdigheden og tog sejren efter allerede at have imponeret med en forrygende 31'er i kvalifikationen.
Begge finalister kunne glæde sig over flotte præmier fra Jyske Bank.
Fredag – seks spillere på ét hold… kan det overhovedet fungere?
Fredag var det blevet tid til en af ugens helt store nyskabelser: Den voldsomt populære (om omdiskuterede) 6-mands scramble.
På forhånd var der mange meninger. Kan man virkelig være seks spillere på samme hold? Kommer det til at tage hele dagen? Og hvad sker der på de sidste huller, når holdet ikke længere frit kan vælge, hvem der skal slå fra tee?
Denne skribent deltog selv – og kan berette, at der på vores hold var forrygende stemning fra start til slut og runden tog 4 timer og 48 minutter. Og bedømt på humøret rundt om klubhuset og på terrassen bagefter var der vist bred enighed:
6-mands scramble må meget gerne vende tilbage til Rungsted Ugen 2027.
Jyske Bank sørgede samtidig for ekstra forkælelse på banen med hele to telte fyldt med populær rosé, kolde drikke og snacks. Medarbejderne var med til at skabe stemning hele vejen rundt, og ikke færre end fem gange under runden var der mulighed for at lægge vejen forbi teltene.
Vinderholdet blev Marcus Gramkow, Simon Selchau, Joakim Horneman Lassen, Eline Horneman Lassen, Andreas Louis Tüchsen og Mads Prangsgaard. Holdet gik banen i 56 slag, og med et tildelt spillehandicap på 3,6 klemte de sig lige akkurat ind på en fortjent førsteplads.
Dagens laveste bruttoscore kom fra elitens hold med Christian Leidersdorff, Christoffer Leidersdorff, Camilla Jacobsen, Hans Peter Jacobsen, Nicolai Rosenbjerg Hansen og Iben Tinning, som præsterede hele 17 birdies og kom rundt i bare 55 slag. Med et spillehandicap på 0 rakte det ikke til præmierne i nettorækken – men laveste bruttoscore kunne ingen tage fra dem.
Jyske Bank leverede flotte præmier til bedste bruttoscore og de tre bedste hold i nettorækken.
En perfekt afslutning på Rungsted Ugen
Efter fredagens middag og præmieoverrækkelse rundede klubbens formand Anders Lassen af med at takke personalet for en flot bane, lækker mad og god turneringsledelse. Alle rejste sig og udbragte tre x hurra for Rungsted Golf Klub, og så fortsatte festen med middag, DJ, dans og kolde sommerdrinks i baren.
Stemningen var i top, og først omkring midnat begyndte de sidste deltagere at bryde op efter en lang og festlig uge.
Rungsted Ugen 2026 bød på det hele: God golf, spændende turneringer, nye formater, gamle traditioner, gæster, præmier, sommervejr og frem for alt masser af godt selskab.
En stor tak til alle medlemmer og gæster, der deltog og var med til at skabe stemningen – og naturligvis også en stor tak til Morsø, Otto Suenson Vin, Eagle Club og Jyske Bank for de flotte præmier og deres bidrag til ugens arrangementer.
Tak for en forrygende Rungsted Uge 2026. Vi glæder os allerede til 2027!